Alle borgere inviteres med til Folkefesten i Travbyen

Der bliver gang i den, når flere tusinde børn i næste uge kommer til Børnenes Hovedstad for at deltage i Skole OL-finalen, der i år holdes i Travbyen.

Onsdag d. 14. og torsdag d. 15. juni slutter den gode stemning dog ikke, når finalerne er ovre. I stedet inviteres alle borgere i Billund Kommune og omegn til at komme til Folkefest i den børneolympiske by i Travbyen.

Der bliver god stemning og mulighed for at opleve både gademusik, gadeteater, moderne dans, ansigtsmaling, street food, workshops og meget andet. Nogle af de helt store oplevelser er koncerterne med Anthon Edwards og Svea og børneunderholdning med DR Ramasjang Mysteriet med Kristian. De kan alle tre opleves torsdag d. 15. juni efter dagens finale.

– Skole OL-finalen er for alle, så vi er rigtig glade for, at vi igen i år har mulighed for at invitere alle borgere i kommunen til at komme til Folkefesten og mærke Skole OL-stemningen – og være med til at fejre, at vi igen har fået lov til at være værter for så stort og godt et event som Skole OL-finalen, siger borgmester Stephanie Storbank.

Dem, der kommer til Folkefesten om onsdagen bliver heller ikke snydt for masser af gode oplevelser. Her kan man bl.a. opleve koncert med LEGOLAND Billund Garden og Talent Billund Musik, opvisning med moderne dansere fra Talent Billund Dans og gademusik med Ringive New Orleans trio.

Udover det er der både gadeteater, ansigtsmaling, cirkusworkshop, Street Day og meget andet, som man kan opleve, uanset om man kommer onsdag eller torsdag. Der er altså masser af oplevelser for både store og små – så der er plads til hele familien.

Billund Kommune opfordrer til, at dem, der har mulighed for det, tager cyklen, når de skal til Folkefest eller på anden måde besøge Skole OL-finalen, da der ikke er så gode parkeringsmuligheder ved Travbyen. Kommer man i bil, kan man parkere ved Billund Centret, hvor der er fri parkering hele ugen, og gå ad Skulpturstien direkte til Travbyen.

Hele programmet for Folkefesten kan ses på www.billund.dk/folkefesten, og man kan også følge med i kommunens begivenhed på Facebook, hvor der løbende kommer opdateringer