Anni: Det er fantastisk for Billund

At Billund har manifesteret sig som Børnenes Hovedstad – også på Christiansborg – blev tydeligt for enhver i dag, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bekendtgjorde hvilke statslige arbejdspladser, der flytter ud af hovedstaden.

– Børnerådet flyttes til Børnenes Hovedstad i Billund, sagde statsministeren.

Og den melding vakte glæde hos det lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen:

– Det er fantastisk for Billund og hele det omkringliggende område, at Børnerådet fremover får sæde i byen. Det får positiv betydning, at de statslige arbejdspladser rykker væk fra København og kommer ud i provinsen, hvor de understøtter Venstres ambition om udvikling og vækst i hele Danmark, siger Anni Matthiesen, der er medlem af Landdistriktsudvalget og samtidig børne- og undervisningsordfører i partiet.

Hun glæder sig i det hele taget over at der i alt flyttes flere end 700 statslige arbejdspladser til Sydjylland.

– Det kommer til at give hele Syd- og Sønderjylland et boost, at vi får mere end 700 statslige arbejdspladser fordelt på hele regionen. Det får flere til at flytte hertil, det skaber øget omsætning i detailhandlen og kommunerne får højere skatteindtægter. Samtidig er jeg glad for, at Venstre og regeringen igen leverer på vores valgløfter fra valgkampen, siger Anni Matthiesen (V).