Folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) fra Krogager var med, da Hendes Majestæt Dronning Margrethe i aftes afholdt det årlige bal på Christiansborg Slot. Med sig havde Venstrekvinden sin samlever Kurt Kirkegaard.
Påklædningen var kjole og hvidt for herrernes vedkommende og lange kjoler for damernes.
Anni Matthiesen havde i år fået en lokal syerske til at sy blondeoverdel til en mørkeblå kjole til festen.
– Jeg syntes, det ville være noget helt særligt, hvis en lokal syerske kunne lave min blondejakke, og jeg blev virkelig glad, da Elin Høgh Sørensen fra Løvlund sagde ja til opgaven. Jeg er yderst tilfreds med Elins professionelle måde at håndtere opgaven på, og det var med glæde, at jeg kunne få muligheden for at have noget på fra mit eget lokalområde – til denne festlige og smukke aften, fortæller Anni Matthiesen.