Aquaculture-stifter bag ny virksomhed i samme branche

Den oprindelige stifter af det nu konkursramte Billund Aquaculture, Christian Sørensen, er tilbage i branchen.

I september stiftede han selskabet Billund Aqua Technology ApS med adresse på Løvlundvej 1 – Sørensens hjemadresse.

Christian Sørensen står som 100 pcts ejer af det nye firma, som vil gøre sig i RAS-industrien, hvor man vil kombinere årtiers viden inden for recirkulerende akvakultursystem – altså RAS – design, ingeniørarbejde og projektimplementering.

– Vores vision er at fortsætte med at udvikle RAS-industrien ved at bruge vores dokumenterede erfaring og ekspertise til at skabe de mest pålidelige og effektive akvakultursystemer globalt, siger Christian Sørensen i en pressemeddelelse.

Ifølge jv.dk har Christian Sørensen i i forbindelse med Billund Aquacultures konkurs blandt andet købt rør, ventiler og pumper ud af konkursboet – inventar som nu står ved Billund Aquacultures tidligere domicil på Montanavej.