Billund Aquaculture har indgivet konkursbegæring

Det gik ellers lige så godt med at få rettet op på økonomien hos Billund-virksomheden Billund Aquaculture, men de seneste års dårlige resultater har nu sendt virksomheden i knæ. Fredag eftermiddag har firmaet indgivet konkursbegæring, melder det norske site ilaks.no.

I april meddelte Billund Aquaculture med glæde nyheden om at Kristoffer Lund var hentet til som ny administrerende direktør, men fredag måtte selvsamme Lund i en pressemeddelelse fortælle de dårlige nyheder:

– Selskabet har haft god drift det sidste år, men desværre har der været for mange udfordringer fra de senere år, og det har gjort det svært at finde tilstrækkelig kapital til at drive virksomheden videre, lyder det fra Kristoffer Lund.

Ifølge ilaks.no blev Billund Aquaculture ramt hårdt på økonomien under coronapandemien og senere krigen i Ukraine. 

2022 må siges at være annus horribilis for Billund Aquaculture, der kom ud af dét år med et minus på hele 88 mio kroner – mod et lille minus på 1,3 mio i 2021.

Billund Aquaculture specialiserede sig i at udvikle landbaserede opdrætsanlæg ved hjælp af den såkaldte RAS-teknologi, der står for Recirculating Aquaculture Systems og blev anset for at være en pionér på området.

Ifølge Billund Aquaculture vil man nu i kølvandet på fredagens konkursindgivelse arbejde for at finde gode løsninger for de ansatte, kunderne og kreditorerne.