Der er gode rammevilkår for erhvervslivet i Billund Kommune. Det tyder den seneste undersøgelse fra Dansk Erhverv omkring erhvervsforholdene i landets kommuner. Her lander Billund på en sjetteplads blandt landets 98 kommuner – og som nummer tre blandt de sydjyske kommuner.
Undersøgelsen er baseret på 11 centrale rammevilkår, som har stor betydning for virksomhedernes mulighed for vækst. Billund Kommunes placering er især drevet af kommunens succes inden for parametrene Levende bymidter, Indpendling samt Turisme, kultur og oplevelser.
– Vi har i Billund Kommune en god tradition for et godt samarbejde med vores lokale erhvervsliv, og det vil vi gerne fortsat understøtte ved at stille de rigtige rammevilkår til rådighed. Et stærkt erhvervsliv smitter også af på andre forhold som bosætning og flere arbejdspladser. Derfor er jeg også utroligt glad for, at vi klarer os godt ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse, siger borgmester i Billund Kommune, Stephanie Storbank.
Men der bliver ikke noget med at hvile på laurbærrene. Det kræver nemlig et fortsat stort fokus at skabe attraktive rammevilkår for erhvervslivet. Således arbejder Kommunalbestyrelsen i Billund Kommune allerede med at videreudvikle det erhvervspolitiske område – blandt andet via en nyligt vedtaget erhvervsvision med fire indsatsområder.
– Med erhvervsvisionen lægger vi trædestenene ud for de kommende års erhvervsfremmeindsats i Billund Kommune gennem en politisk retning, der skal understøttes af både de eksterne samarbejdspartnere på området og den kommunale forvaltning, lyder det fra Stephanie Storbank.