Billund Kommune hjælper ledige i job

I Billund Kommune er der 150 færre på offentlig forsørgelse, end man kan forvente ud fra kommunens rammevilkår. Det slår Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fast i en ny benchmarkanalyse, hvor de endnu engang placerer Billund kommunes Jobcenter på en førsteplads blandt alle landets jobcentre.

En af dem der kan tale med om det er 20-årige Andreas Kjærsgaard fra Grindsted. Han deltog på et “pitstop-forløb” ved Billund Kommunes Kompetencecenter, hvor hans kompetencer og ønsker til sit arbejdsliv blev afdækket af en beskæftigelseskonsulent. Her fandt de ud af, at Andreas gerne ville arbejde inden for lagerområdet.

Derefter fik Andreas bevilget et truckcertifikat, som han har erhvervet sig, og sideløbende tog kommunens Virksomhedsservice kontakt til virksomheden Ahlsell (det tidligere Sanistål, red.) og spurgte, om de manglede en medarbejder som Andreas. Det gjorde de – og efter en samtale er han nu blevet ansat og ude af kontanthjælpsystemet.

– Jobbet hos Ahlsell giver rigtig god mening for mig. Jeg dur ikke til at sidde stille, så det er fantastisk, at jeg kan bruge kroppen, når jeg arbejder, ligesom jeg klikker godt med teamet. Det betyder meget for mig at have gode kollegaer, så det kunne næsten ikke være bedre. Samtidig havde jeg en rigtig god oplevelse med Billund Kommunes Kompetencecenter, da min beskæftigelseskonsulent Birte virkelig var optaget af god kommunikation fra Dag 1, og hendes fokus var på, at jeg skulle opleve succes og finde det rigtige job for mig, siger 20-årige Andreas Kjærsgaard.

Det er et eksempel på, hvordan borger, virksomhed og medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen samarbejder om at finde de rette løsninger for den enkelte borger. Faktisk er det noget, der i runde tal har givet Billund kommune en årlig besparelse på mellem 20 og 25 mio kroner på at have færre på offentlig forsørgelse.