Billund kommune overtager værtsskabet for Skoleskak-finale

De næste tre år skal finalen i skoleskak afvikles i Billund kommune. Den aftale blev i dag underskrevet på Rådhuset i Grindsted, hvor borgmester Stephanie Storbank satte sin signatur på en aftale med Dansk Skoleskak. Aftalen gælder i tre år og betyder, at Billund Kommune overtager værtsskabet fra Vejle Kommune, der havde mere end 1300 elever fra hele landet på besøg til årets landsfinale.

– Vi er glade for at få Landsfinalen i Skoleskak tilbage til Billund Kommune. Det er et virkeligt fint arrangement, der kan give noget ekstra til alle de arrangementer og tilbud, vi har i Børnenes Hovedstad. Skoleskak kan noget særligt. Det involverer flere børn end andre sportsgrene. Det passer rigtig godt ind i hele den fortælling, vi gerne vil skabe, og allerede har, omkring Børnenes Hovedstad, forklarer Stephanie Storbank og uddyber:

– Vi vil gerne have at børnene dygtiggør sig indenfor alle mulige ting og har fokus på det sjove, det legende og fællesskaberne. Det er dejligt at kunne have noget også, hvor det ikke kun handler om at kunne løbe hurtigst – men hvor det handler om nogle andre ting. Dér kan skak noget som både fodbold og håndbold ikke kan, mener Stephanie Storbank.

Det er ikke første gang Billund kommune er vært for skoleskak-finalerne. Den tjans havde vi også i årene 2013-2018 med afviklinger i både Lalandia og MAGION.

– Vi er enormt glade for at komme tilbage til dér, hvor Landsfinalen tog sit udgangspunkt. Det giver al mulig mening om at bakke op om Børnenes Hovedstad-fortællingen – også for Dansk Skoleskak, mener udviklingschef i Dansk Skoleskak, Lene Bierbaum.

– Vores mål i livet er ikke at lave dygtige skakspillere. Det er mere en sideeffekt, som vi også er glade for at se. Det er i virkeligheden ikke det, der er det vigtigste for os. Det handler mere om, hvordan skoleskak også kan være en aktivitet, der understøtter fællesskaber på tværs af årgange, udfordringer og hvad vi ellers kan blive optaget af i folkeskolen. Og hvordan det kan være en aktivitet, der understøtter trivsel og noget, som vi kan se der i virkeligheden flytter på noget af det, vi ellers bruger en masse energi til at tale om, siger Lene Bierbaum.