I bestræbelserne på at kunne stille nok spillere og sikre ordentlige træningsforhold, går Billund IF Håndbold og GGIF Håndbold nu sammen omkring U17-drengeholdet.
Det sker i et holdfællesskab kaldet Billund Grindsted Håndbold, der vil træne skiftevis i Billund og Grindsted. I Billund vil træningen foregå sammen med U15-spillerne, mens Grindsted-træningen sker delvist med U19 -drengene.
– Det er i bund og grund ret simpelt: vi vil skabe et langtidsholdbart U17 setup med god træning og stærkt fællesskab, lyder det fra Rikke Wildenschild, der vil fungere som træner for holdet. Hun flankeres af Per Vig, Thomas Theilgaard og Anne Krogh.
Netop den årgang her er sårbar fordi mange spillere tager på efterskole, og det har aktuelt i denne sæson efterladt to halve hold i Billund og i Grindsted.
Billund og Grindsted forsøgte for år tilbage at lave et lignende samarbejde, som dog kollapsede efter nogle år. Men nu er der andre boller på suppen, mener Rikke Wildenschild.
– Det er i begge klubbers interesse at det her kommer til at lykkedes, så vi laver en langsigtet løsning i stedet for lappeløsninger sæson efter sæson, siger Rikke Wildenschild.
Der afholdes informationsmøde om det nye samarbejde 2. pinsedag i Lynghallen fra kl. 11-13.