Børn med ordblindevanskeligheder var sammen med ligesindede

60 elever fra 5 skoler i Billund kommune var i dag samlet i et helt særligt fællesskab. De har nemlig alle vanskeligt ved dét med ord, som godt kan drille – både når der skal skrives og læses.

Det er Billund kommune, der har samlet børnene til en trivselsdag med fokus på at være sammen med andre med de samme ordblindevanskeligheder.

Siden 2019 har kommunen screenet 0.-1. klasses elever for ordblindhed og finder i gennemsnit 2,2 elever pr. klasse, der har risiko for at udvikle vanskeligheder. Det er svarende til landsgennemsnittet, men kommunen ønsker alligevel at sætte særligt ind og afholder derfor hvert år en temauge for at understøtte både børn, forældre og lærere bedst muligt.

– Hvis du er et barn med ordblindevanskeligheder, kan du hurtigt føle dig udenfor. Derfor inviterer vi børnene ind og giver dem mulighed for at spejle sig i venner, der er præcis ligesom dem. Vi ved, at trivsel og faglig udvikling hænger sammen, så vi giver børnene et pusterum, som forhåbentlig kan give deres skolearbejde et boost, siger udvalgsformand for Børne- og Familieudvalget Bjarne Larsen.

De sidste par år har kommunen haft fokus på undervisning til forældre og brug af teknologiske hjælpemidler til at lave film og podcast. I år handler det om lege med nye venner. Det er ikke noget hverken læsekonsulenterne eller lærerne har planlagt. Det var et ønske, der kom fra børnene selv.

– For os giver det allerbedst mening at spørge børnene, der står midt i det, hvad de har brug for. De har peget på vigtigheden af at vide, at de ikke er alene. At der er rigtig mange børn, der oplever det samme som dem selv. Som hjemsted for Børnenes Hovedstad skal vi forebygge og screene, så godt vi kan og efter de bedste metoder, der findes. Og mens vi gør det, skal vi sikre, at de børn, vi har fokus på, trives, siger Bjarne Larsen.