Børnefilmklub for hele kommunen på vej

Gennem mange år har Billund Centret været rammen om 4-forestillingen – en filmklub for de yngste, og endda til billig penge. Nu er foreningen 4forestillingen gået sammen med Grindsted Kino om at lave en børnefilmklub og håbet er at børn fra hele kommunen vil være med.

– Det er et spørgsmål om at fremtidssikre biografklubben og skabe de bedst mulige rammer for nuværende og kommende medlemmer, lyder det i et opslag fra 4forestillingen.

Afgående formand for 4forestillingen i Billund, Søs Hansen, siger i en kommentar at man med samarbejdet med Grindsted Kino dermed også kan byde på premiereaktuelle film:

– Som det har været hidtil har vi været en dvd-klub, hvor vi har vist film på dvd. Altså kan vi først vise filmene, når de er udkommet på dvd. Det ændrer sig med det kommende samarbejde, siger Søs Hansen.

Hun går af som formand for foreningen, der kommer til at nedlægge sig selv i forbindelse med det nye samarbejde. Tanken er nemlig at danne en ny forening med den nye Børnefilmklub og opfordringen lyder til at alle voksne i Billund kommune om at melde sig under fanerne i skabelsen af den nye klub.

– Vi har et ønske om at favne alle byerne i hele Billund kommune, så herfra lyder opfordringen til alle om at komme med til den ekstraordinære generalforsamling torsdag den 11. maj kl. 19.15 i Grindsted Kino, siger Søs Hansen.