Borgerservice genåbner på baggrund af regeringens seneste udmeldinger. Som noget nyt skal du bestille tid, inden du møder op i Borgerservice, uanset hvad din henvendelse drejer sig om.
Borgerservice i MAGION Biblioteket åbner igen op for personligt fremmøde fra tirsdag d. 2. juni. Genåbningen af Borgerservice på Billund Bibliotek kræver lidt mere forberedelse og åbner derfor først onsdag d. 10. juni. Åbningstiden i Billund er midlertidigt ændret, så der nu er åbent hver onsdag kl. 13.00-18.00. Åbningstiderne i Grindsted er uændrede.
Alle SKAL bestille tid
For at kunne overholde retningslinjerne for genåbningen af Borgerservice er der indført tidsbestilling. Det betyder, at du kun har mulighed for at møde op i Borgerservice, hvis du på forhånd har bestilt en tid. Dette gælder, uanset hvad din henvendelse drejer sig om. Du kan bestille tid ved at ringe direkte til Borgerservice på tlf. 79 72 70 15, eller du kan bestille en tid online på billund.dk/borgerservice fra fredag d. 29. maj.
Tidsbestillingen er indført for at undgå lange ventetider og kø i venteområderne. Kravene fra sundhedsmyndighederne om afstand og god håndhygiejne skal fortsat overholdes. Hvis du inden for de seneste 48 timer har haft symptomer på covid-19, skal du ikke møde op, men aflyse din tid og booke en ny.
Du kan stadig få hjælp over telefonen
Borgerservice har under nedlukningen haft travlt med at betjene borgerne over telefonen, og borgerservicemedarbejderne forventer, at der i de første uger efter genåbningen bliver endnu mere travlt.
”Vi har rigtig travlt for tiden, og vi forventer, at mange ønsker at møde personligt op for at få hjælp, når vi åbner igen. Derfor henstiller vi til, at man ikke booker en tid de første dage, hvis det ikke haster. Mange henvendelser kan vi stadig klare over telefonen, og vi opfordrer til, at man så vidt muligt benytter de digitale selvbetjeningsløsninger. På den måde får vi bedre tid til de borgere, der har brug for hjælp her og nu ”, siger Lea Ahm, teamleder i Borgerservice.
Vi skal fortsat passe godt på hinanden
I Borgerservice er der gjort klar med afstandsmarkeringer og afskærmninger ved ekspeditionen.
”Vi har naturligvis indrettet ekspeditionen efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og vi gør alt, hvad vi kan, for at både borgere og medarbejdere kan føle sig trygge. Det er fortsat vigtigt, at vi passer godt på hinanden og tager ekstra hensyn til de borgere, der er særligt udsatte, hvis de bliver smittet”, siger Lea Ahm, teamleder for Borgerservice.
FAKTABOKS:
Hjælp med at gøre besøge i Borgerservice til en tryg oplevelse:
- Mød kun op, hvis du har bestilt tid
- Kom først til den aftalte tid, så der ikke dannes kø
- Kom så vidt muligt alene (børn må kun have en forælder med)
- Hold afstand
- Sprit dine hænder
Åbningstider i Borgerservice i Grindsted fra tirsdag d. 2. juni:
Mandag-onsdag 10.00-15.30
Torsdag 10.00-18.00
Fredag 10.00-12.00
Åbningstider i Borgerservice i Billund fra onsdag d. 10. juni:
Onsdag 13.00-18.00
Du kan ringe til Borgerservice på tlf. 79 72 70 15:
Mandag-onsdag 8.30-15.30
Torsdag 8.30-17.00
Fredag 8.30-12.00