Byrådsmedlem for Venstre, Bjarne Larsen fra Hejnsvig, tager af helbredsmæssige årsager orlov fra sit hverv som formand for Jysk Landbrug. Men han fortsætter ufortrødent sit arbejde i Billund Byråd og de to udvalgsposter han har i Voksenudvalget og i Børneudvalget.
– Der er forskel på om det er en formandspost, jeg skal bestride eller en udvalgspost, så jeg har da planer om at fortsætte uden orlov i byrådsarbejdet, siger Bjarne Larsen.
Han har længe døjet med en skidt hofte, og havde allerede for et år siden den første dato for en hofteoperation. Men nu er det alvor og Bjarne Larsen skal under kniven. Det betyder ro en uge før og tre uger efter operationen.