De frivillige bærer igen i år Vorbasse Marked

Hvert år i uge 29 forvandles Vorbasse til en markedsplads fyldt med liv og aktivitet. Vorbasse Marked tiltrækker omkring 250.000 besøgende, som alle på en eller anden måde kommer i kontakt med de henved 2000 frivillige, der hver især bidrager til markedets succes.

En af de frivillige er Benny Pedersen, der flyttede til Vorbasse i 1988, hvor han for første gang også deltog i Vorbasse marked som en del af de frivillige, og det har han holdt ved lige siden. For Benny Pedersen har det at være en del af fællesskabet til markedet altid betydet meget. Han værdsætter især de stærke bånd, der skabes blandt de frivillige, og hvordan fællesskabet styrker samhørigheden i byen.

– Det her med at være en del af et team og et fællesskab, hvor vi har det sjovt – også selvom der er travlt – er bare rigtig fedt at være en del af. Når vi er ude på pladsen, er det som en stor familie, hvor alle er klar på at give en hånd med og hjælpe hinanden. Det er generelt bare helt fantastisk med den store opbakning til frivillighed i Vorbasse, fordi vi har et fælles mål om at hjælpe hinanden og have de her fede ting i byen, som er med til at samle os, fortæller Benny Pedersen.

En anden ildsjæl er Jeroen Schotemeijer, der siden sin første vagt i 1995 stadig er en trofast del af at arrangere og deltage i Vorbasse marked. Han har siden 2022 været formand for Vorbasse Grundejerforening, som arrangerer markedet. Det at være frivillig og tage del i fællesskabet er ikke kun noget, der kendetegner Jeroen Schotemeijer, men også Vorbasse som by.

– Jeg forbinder Vorbasse med entreprenørskab, frivillighed og fællesskab. Rigtig mange har været frivillige, siden de kunne gå, og det er typisk, at man altid har mindst en vagt til Vorbasse Marked. Det er en fornøjelse at følge, hvordan byen bare vokser i ugen med markedet, hvor vi har over 60.000 besøgende om dagen og frem til lørdagen, hvor det hele topper. Det gør mig stolt at være en del af det, siger Jeroen Schotemeijer.

Og med op imod en kvart mio gæster gennem byen i markedsdagene, er det heller ikke små mængder af væske, der er indkøbt allerede: 30.000 liter øl og 10.000 liter kildevand, for blot at nævne nogen – og ca 1,4 tons isterninger i ølteltet og på pubben.