Står det til Teknik- og Miljøudvalget i Billund Kommune, så bør der være en lokal busrute på strækningen mellem Vorbasse, Skjoldbjerg-Almstok og Billund. Nøjagtig som der var indtil december 2015, hvor Sydtrafik omlagde ruter og skoleeleverne fra Skjoldbjerg måtte fragtes med taxa til skole.
– Vi foreslår en ny lokalrute, som finansieres af Billund Kommune, og har bedt forvaltningen om forslag til det. Det vil sikre forbindelsen mellem Vorbasse-Skjoldbjerg/Almstok og Billund genoprettes som før ændringerne i 2015, og det vil sikre at der igen er et tilbud til de unge fra Skjoldbjerg-området, der skal til Campus Grindsted, siger Per Nyhus, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Forslaget kommer efter seneste udvalgsmøde, hvor politikerne havde de nye ruteændringer fra Sydtrafik på bordet. Ændringerne indebærer – endnu – en omlægning af rute 179, der ønskes at køre fra Vejen til Vorbasse og Hejnsvig til Grindsted i stedet for som i dag til Billund. Og dén er udvalget for og så vidt med på, fordi det kan sikre fortsat betjening af ungdomsuddannelserne i Campus Grindsted:
– Med den nye lokalrute vil vi fortsat have forbindelse fra Vejen-området til Billund, blot med skift i Vorbasse eller i Grindsted, siger Per Nyhus.
Til gengæld kan Teknik- og Miljøudvalget ikke anbefale, at der sker omlægning af rute 283.
– Vi ønsker fortsat, at denne rute betjener Vesterhede, således at børnene, de unge og øvrige borgere fra det område, har en forbindelse. Vi har dog bedt om at få vurderet antallet af afgange, siger Per Nyhus.
Det tredje forslag er en lukning af rute 284, som kører næsten parallelt med rute 179.
– Med en lukning af rute 284 får vi mulighed for at frigøre midler økonomisk, og mulighed for som udvalg indenfor budgettets rammer at oprette en lokalrute mellem Billund og Vorbasse, der kan betjene Skjoldbjerg og Almstok, siger Per Nyhus.