26 børn havde en fest da der tirsdag var dyrskue i Krogen i Stenderup/Krogager, som en del af Billund Kommunes Sommersjov i disse uger. Børnene præsenterede mange forskellige dyr, marsvin, kaniner, hunde, katte og en høne.
– Alle klarede det så flot at der var en 1. plads til alle, lyder det fra Krogagers Primitive Camping.
Udover dyrskue bød Krogen også på kartoffelløb, der blev spillet kongespil, der var løb i skoven hvor der skulle findes forskellige poster. Til aften var 15 børn klar til at sove i shelters på stedet.