For 29. måned i træk har der været vækst i passagertallet i Billund Lufthavn. 278.605 passagerer benyttede lufthavnen i april, hvilket er en stigning på 16.044 passagerer. For de første fire måneder af året er der tale om 957.946 passagerer og en samlet fremgang på 10,9 %.
Udenrigsruterne har igen stået for hovedparten af væksten. 221.439 rejsende benyttede udenrigsruterne på deres vej enten fra eller til Billund.
– Igen i april er der tale om en fin fordeling af væksten mellem netværksselskaberne og lavprisruterne. Forretningsrejsende og ferierejsende har ca. 50 forskellige muligheder ud af Billund Lufthavn, og videre forbindelse ud i verden til mere end 540 destinationer med kun ét flyskifte. Det er der ikke mange andre regionale lufthavne i Europa, der kan tilbyde, siger Kjeld Zacho Jørgensen.
– De mange internationale flyforbindelser har gjort Billund Lufthavn godt kendt blandt de europæiske flyselskaber, og det er nok en af grunden til, at lufthavnen blev kåret til Europamester i ruteudvikling og marketing for lufthavne med op til 4 mio. passagerer ved Routes-konferencen i Bilbao her i april, siger Kjeld Zacho Jørgensen.
Indenrigsruterne viste en lille fremgang, hvilket primært er båret af ruten til Bornholm, der har haft en tidligere opstart. Ialt rejste 10.178 passagerer med indenrigsruterne i april.