Er der en ministerpost til Anni denne gang?

Med meldingen om indgåelsen af en regering henover midten bestående af Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne skal ministerposterne fordeles på de tre partier. Dermed burde der være en chance for en ministerpost til det lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen fra Krogager.

Og det er da heller ikke noget hun afviser – omend beskedenheden hos den erfarne politiker tager lidt over i svaret på om der er en ministerpost på vej til hende:

– Jeg er klar til at tage ansvar og arbejde hårdt – uanset hvor Jakob har brug for mig, siger Anni Matthiesen.

Hun er glad for at der nu er indgået en aftale om regeringssamarbejdet:

– Jeg glæder mig over, at vi nu får en handlekraftig flertalsregering og vi forhåbentlig kan få gennemført mere Venstrepolitik end det i mange år har lykkedes os. Danmark har brug for reformer og vi er nødt til at sikre dansk økonomi, nytænke den offentlige sektor især på hele sundheds- og ældreområdet. Vi har en situation med høj inflation, mangel på arbejdskraft og krig i Europa og derfor er det også nødvendigt at have mod til at tænke nyt, siger Anni Matthiesen.

Mens flere kritiske røster i Venstres bagland har været ude med riven efter Jakob Elleman-Jensens forhandlinger med Mette Frederiksen – der som bekendt blandt andet indeholder frafaldet af kravet om en advokatvurdering af Mette Frederiksens ageren i Minksagen – så lyder der ganske anderledes toner fra Anni Matthiesen:

– Jeg har kæmpe respekt for, at min formand Jakob Ellemann-Jensen har haft det mod, som det kræver, at kaste sig ind i en ny SVM regering. Men for landets skyld er det nødvendigt med modige politikere. Jeg er sikker på, at med Venstre som en del af den nye regering, bliver der nu bedre muligheder for at bringe Danmark fremad i en meget svær tid, lyder det fra den lokale Venstre-kvinde.