Erhvervsskoleelever skal bringe den faglige stolthed tilbage til håndværket

Projektet Kulturskabere har til formål at skabe bro mellem unge på erhvervsuddannelser og skoleelever, hvor de i fællesskab arbejder med gamle håndværk og erhverv. Og det kommer i den grad til udtryk når unge fra Syddansk Erhvervsskole i Grindsted i denne måned påtager sig rollen som undervisere, når de guider skoleelever fra Grindsted Privatskole igennem byggeriet af et fårehus på Museumsgården Karensminde.

Her skal eleverne blandt andet snitte nagler, bygge, male og samarbejde for at skabe det færdige fårehus, som vil stå som et mindesmærke for deres indsats. Byggeriet foregår henover tre datoer i oktober, og er en del af en større indsats for at vække skoleelevers interesse for håndværksfagene og de muligheder, erhvervsuddannelserne tilbyder.

– Der er samtidig et ønske om at styrke bevidstheden om faglig stolthed og vigtigheden af håndens arbejde, som i stigende grad oplever vigende interesse. Og hvem er bedre til at præsentere fagene, end eleverne selv, lyder det i en pressemeddelelse.

– Vi vil gerne vise både børn og unge, at håndværksfagene er noget at være stolte af, og at der er masser af kreativitet og fællesskab i arbejdet med hænderne, siger Celia Ekelund Simonsen fra Museum Give og suppleres af Rikke Olafson fra Mark| Museet for en Ny Danmarkshistorie:

– På Mark og Museum Give arbejder vi netop med de gamle håndværk og samskabelse, og vi mener, at museerne udgør en unik ramme, som kan facilitere mødet mellem forskellige mennesker på tværs af alder og profession, fortæller Rikke Olafson.

Projektet er et pilotprojekt, der undersøger potentialet i at samskabe sammen med unge fra erhvervsuddannelser og frivillige fra Støtteforeningen Karensmindes Venner. Forhåbningen er, at det kan udvikles til et fast tilbud på museerne, der kan formidle håndværk på en måde, der inspirerer skoleelever og giver dem en positiv oplevelse med erhvervsfagene.