Ja, for pokker!
Nogenlunde sådan var reaktionen fra folkene i webbureauet mindthemedia.com med hovedsæde i Kolding, da Vorbasse Marked henvendte sig med ideen om at skabe et virtuelt marked i 2020 – nu hvor COVID-19 har lukket alle sommerens markeder og festivaler.
Kort fortalt går projektet ud på at skabe et virtuelt univers, hvor markedsgæsterne kan boltre sig – næsten som hvis de var på markedet rent fysisk. I stedet foregår det hele fra gæsternes eget hjem, deraf titlen Vorbasse Hjemmemarked.
– Vores fornemste opgave i det her bliver at forene alle de her markedsfølelser på en online platform. Et sted hvor vi samler det fysiske med det digitale, for det er utroligt vigtigt for os, at vi bevarer markedsstemningen, siger Tobias Eriksen, der er frontend-udvikler og partner i webbureauet.
Efter et par møder online med markedsfolkene i Vorbasse, vovede parterne sig til at mødes fysisk på et stort sted tæt på Vorbasse, hvor der var langt mellem mødedeltagerne og højt til loftet. For det var der brug for til den brainstorming, der fandt sted, hvor alle ideerne blev skrevet ned. Adskillige post-its blev sat op med beskrivelser af de funktioner, der skal være på sitet.
– Først efter vores fysiske møde gik jeg i gang med at tegne sitet op, og så kan animationerne gå i gang efterfølgende, siger stifter af mindthemedia.com, Jonny Højdam, der også er firmaets designer.
Lige nu er der på vorbassehjemmemarked.dk kun en landing page, hvor gæsterne kan bestille den såkaldte Hjælpepakke. Den består blandt andet af en kasse øl, en unik t-shirt om det noget specielle marked i 2020, diverse merchandise og ikke mindst tre dages adgang til årets hjemmemarked. Indtægterne fra salget af Hjælpepakker skal gå til de foreninger i Vorbasse og omegn, der hvert år plejer at tjene en god slat penge til klubkassen ved at lave frivilligt arbejde på Danmarks Største Marked.
– Der er ingen tvivl om at det her er noget helt specielt, vi er ved at skabe, siger Tobias Eriksen, der glæder sig over at være med til at lave sitet.
– Der er jo ikke noget der er nemt, men der er ingen af de her ting, hjemmemarkedet skal bestå af, som er nye. Men det er sammensætningen af de forskellige teknologier, der er det specielle. Vi ved ikke hvor mange, der kommer til at sidde og være med på siden – om det er 10, 50.000 eller måske 200.000 gæster. Så vi skal bygge noget, der kan stå distancen så alle får en god oplevelse og ingen skal sidde og vente på at komme ind i ølteltet, eller i handelsboderne eller andre steder, siger Tobias Eriksen.
– Det er nu det gælder. Det er nu vi skal i gang med arbejdet med at bygge siden og universet for det virtuelle Vorbasse marked 2020, lyder det fra Jonny Højdam, inden arbejdet med sitet kalder igen.