First LEGO League bliver også videnskabsmesse

Når First LEGO League-stævnet til november for første gang i flere år vender hjem til Billund, vil der samtidig blive etableret et “Science Fair” – en videnskabsmesse – hvor lokale produktionsvirksomheder og uddannelser kan få en standplads og få mulighed for at inspirere og fange børnenes interesse for netop deres faglige felt og karrieremuligheder.

– De børn, der deltager i FIRST LEGO League, kunne meget vel blive jeres fremtidige studerende, medarbejdere eller partnere, og I får her en enestående mulighed for at vise dem, hvad I laver af spændende ting, lyder opfordringen til virksomheder og uddannelsesinstitutioner fra projektleder Karina Svendsen hos Børnenes Hovedstad.

Målet med at knytte et Science Fair på turneringen er netop at øge børns interesse for de naturvidenskabelige fag og karrierer. Derudover er det ønsket at øge det generelle kendskab til, og interesse for, Billund Kommunes produktionsvirksomheder samt at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft i Billund Kommune.