De seneste år er antallet af hjertestartere i Danmark steget kraftigt, og dermed er chancen for at overleve et hjertestop blevet markant større.
– Hvis man ikke gør noget, når man ser en person med hjertestop, er det kun tre procent, der overlever. Hvis man går i gang med at give hjertemassage, er det 12 procent, der overlever. Hvis man giver folk stød med en hjertestarter, er det op til 50 procent, der overlever, siger projektchef hos Trygfonden, Grethe Thomas.
Det er ikke bare chancerne for at overleve, der stiger markant, når en hjertestarter kommer i spil. Sandsynligheden for, at den overlevende får et normalt liv efterfølgende, er også høj.