Selvom coronakrisen og den økonomiske usikkerhed hærgede Danmark i størstedelen af 2020, så blev der stiftet flere nye virksomheder end året før. I Billund Kommune steg antallet med 17,5 procent fra 2019 til 2020.
Det viser nye tal fra CVR, som regnskabsprogrammet Dinero har analyseret. Det skal ses i forhold til at tallet på landsplan steg med en halv procent.
– En stigning er absolut positivt i et år, hvor det bare var svært at drive en virksomhed. Blandt andet fordi restriktioner gang på gang satte en alvorlig kæp i hjulet og gjorde det svært at drive en fornuftig forretning, siger Martin Thorborg, adm. direktør i Dinero.
Tallene er tæt på at blæse den erfarne iværksætter bagover:
– Jeg er særligt imponeret over den iværksættergnist, som ikke blev slukket, men snarere antændt midt i coronakrisen. Antallet af enkeltmandsvirksomheder steg fra den 11. marts til starten af december med 7 procent, og det er altså en virksomhedsform, som medfører, at man hæfter personligt ved konkurs. Det tyder på, at iværksætterne stadig har mod på og lyst til at starte egen virksomhed. Og det er virkelig vigtigt, siger Martin Thorborg.
På en Top-10 som Dinero har lavet baseret på tallene fra CVR ligger Billund på en 6. plads over kommuner med størst udvikling i nystiftede virksomheder fra 2019 til 2020.