Flere og flere patienter med en hjerneskade efter eksempelvis en blodprop i hjernen kan hjælpes gennem specialiseret genoptræning på de neurologiske afdelinger på sygehusene i Grindsted og Svendborg.
Derfor har medarbejderne på de to afdelinger rigtigt travlt. Indtil nu i år har belægningen på de to afdelinger indtil videre været på 98 procent, og fra 2013 til 2017 var antallet af udskrivninger steget med 48,6 procent i Grindsted og 35,9 procent i Svendborg.
Nu har Region Syddanmarks Sundhedsudvalg besluttet at oprette flere pladser både i Grindsted og Svendborg. Sagen skal dog først igennem Regionsrådet, men her er regionsrådsformand, Stephanie Lose (V), optimist:
– Det er meget positivt, at vi nu er i stand til at øge antallet af senge på de to neurologiske afdelinger. Med flere senge kan vi forhåbentlig få ventetiden på specialiseret genoptræning ned. Jo hurtigere disse patienter kommer i gang med genoptræningen, jo hurtigere kan de genvinde deres førlighed – og komme bedst muligt tilbage til en hverdag, som før de fik en hjerneskade, siger Stephanie Lose.
Neurologisk afdeling i Grindsted går således fra i dag at være normeret til 26 senge til 28,5 senge i løbet af 2019.