Flere sigtelser mod 37-årig russer

Den 37-årige mand, der er sigtet for at stå bag hændelsen i Billund Lufthavn i april 2024, har i går fået forlænget sin varetægtsfængsling til den 28. november 2024. Han er blandt andet sigtet for at have fremstillet og transporteret sprængstof.

Her snakker vi altså fremstilling og transport af mindst 2 kg sprængstof og detonatorer der blev brugt mod hæveautomaten ved LEGOLANDs hovedindgang natten til lørdag den 20. april 2024. Det lykkedes dog ikke manden at få penge med fra stedet.

Derudover er den 37-årige mand med russisk statsborgerskab sigtet for under særligt skærpende omstændigheder at have fremstillet og transporteret ikke under et kilo sprængstof samt flere detonatorer til politistationen ved Billund Lufthavn. Noget, der fik politiet til at evakuere lufthavnen, med omfattende forstyrrelser af lufthavnstrafikken til følge.

Dertil kommer et omfattende ressourceforbrug for politi og redningstjeneste samt stort økonomisk tab for bl.a. Billund Lufthavn og flere flyselskaber. Genstanden, der blev indleveret til politiet i lufthavnen, blev samme dag destrueret af forsvarets ammunitionsryddere ved en kontrolleret sprængning ved en ejendom ved Hejnsvig.

Manden er dermed sigtet for at have fremstillet i alt cirka 3000 gram sprængstof indeholdende TATP – et sprængstof, der også går under navnet Satans Mor fordi det er så farligt.

Desuden er manden sigtet for tyveri af en cykel samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsen, idet han var i besiddelse af en gasspray og en lommelygte med indbygget strømpistol-funktion. Han er også sigtet for at have begået et indbrud og for uberettiget at have skaffet sig adgang til to boliger i sommerhusområdet ved Lalandia i Billund.

– Det er en alvorlig sag, som vi har brugt og fortsat bruger mange kræfter på at efterforske, understreger politiinspektør Jacob Ulvedal fra Sydøstjyllands Politi.