Det gik ud over den samlede charter-trafik ud fra Billund Lufthavn, at Primera Air gik konkurs i begyndelsen af oktober og dermed stoppede sine flyvninger:
– Primera Airs konkurs berørte mange, og det var en rigtig trist situation for selskabets medarbejdere og kunder. Selskabet fløj på en lang række destinationer fra Billund, og på flere af dem kunne man købe billetter direkte hos Primera Air. Det betyder naturligvis, at vi arbejder hårdt sammen med flyselskaber og rejsebureauer for at få genetableret disse ruter, siger administrerende direktør, Jan Hessellund.
I alt kom 79.116 charterturister gennem Billund Lufthavn i oktober. Det er en tilbagegang på 14,4 pct.
Udenrigsruterne fortsatte til gengæld deres positive udvikling. I alt 246.563 udenrigsrutepassagerer benyttede lufthavnen, hvilket er en vækst på 5,3% eller 12.414 passagerer.
– Væksten på udenrigsruterne i den forgangne måned findes både i nye og gamle ruter – lavpris og netværksruter. Nye ruter til f.eks. Warszawa, Bergen og Athen giver vestdanskerne og turister nye muligheder for at rejse ud i verden, mens flere flysæder og afgange på ruterne til bl.a. Bruxelles, Berlin og Istanbul giver højere efterspørgsel, siger Jan Hessellund.
Han ser i øvrigt frem til at Wizz Air den 18. november starter deres nye rute til Wien – ruten flyves op til 4 gange om ugen.