Et unikt samarbejde mellem Vorbasse Skole, børnehaven Andedammen og Vorbasse Boldklub betyder, at der hver onsdag er indendørs fodbold for de helt små i Vorbasse Fritidscenter.
Sammen med to voksne trænere fra boldklubben er to elever fra skolens 6. klasse trænere for de små spillere fra børnehaven. Således sørger de to skoleelever for at hente de børn fra Andedammen, der gerne vil spille fodbold – og vel at mærke har fået lov af forældrene. Efter endt træning afleveres børnene i Andedammen igen – medmindre forældrene har hentet dem til træning. I forvejen har Vorbasse Boldklub om onsdagen et samarbejde med 0. klasse, hvor alle elever træner fodbold – uanset om de er medlemmer i den lokale fodboldklub eller ej.
– Det her er helt i tråd med folkeskolereformen, siger lærer på Vorbasse Skole, Ole Velo Jensen – der i øvrigt også sidder i bestyrelsen i Vorbasse Boldklub.
Med bestyrelseshatten på fortæller Ole Velo Jensen at klubben i de seneste to år har kørt flere og flere af de unge spillere ind som hjælpetrænere.
– Det her skulle gerne gøre at de får mere ansvar som trænere, siger Ole Velo Jensen. Han tilføjer at han gerne så flere af byens foreninger følge trop i det her projekt.