Første spadestik til digitaliseret flyveledelse i Billund Lufthavn

I et telt i ly for vind og vejr, der heldigvis holdt stand, stod champagnerne klar til at lade propperne springe for det nye samarbejde om Remote Tower System (RTS), der i dag blev indviet med et spadestik. Jan Hessellund stod for det ene spadestik, og han bød velkommen til de fremmødte, hvor han satte nogle ord på samarbejdet:

– Vi ser utroligt positivt på vores nye, udvidet samarbejde med Naviair. Det er et virkelig attraktivt produkt, der kan gøre flyveledelsen mere effektiv og fleksibel, og det kan potentielt betyde, at regionale lufthavne i Danmark ikke skal have bemanding til flyveledelse hele tiden, men kun når der er trafik til det. Og det kan blive endnu mere fleksibelt, når flere regionale lufthavne går med i projektet. Projektet passer også perfekt ind i vores ambitioner om Airport City, hvor vi vil udvikle erhvervslivet rundt om lufthavnen. Vi forventer, at digitaliseringen af flyveledelse centraliseret i Billund vil tiltrække kompetencer og talenter til området, fortæller Jan Hessellund.

Det er Naviair der sørger for afviklingen af flytrafikken i de regionale lufthavne i Danmark. Således også i Billund Lufthavn, hvor de i dag dirigerer flytrafikken fra det velkendte kontroltårn. Men det ændrer sig, og spadestikket i dag er startskuddet til, at kontroltårnet bliver erstattet.

I 2024 bliver funktionen i kontroltårnet erstattet af et byggeri uden tårn, men med en høj mast med avanceret kamerateknologi og andet udstyr, der transmitterer til flyvelederen, som kan følge trafikken på skærme.

– Med projektet, der er den første af sin art i herhjemme, tager vi ny teknologi i brug, som betyder, at vi kan tilbyde en fremtidssikret og fleksibel service til vores kunder. På længere sigt er det Naviairs ambition at kunne tilbyde digital lufttrafiktjeneste til andre regionale lufthavne fra den nye kontrolcentral i Billund. Derfor er samarbejdet med Billund Lufthavn et vigtigt bidrag til dansk infrastruktur, siger teknisk direktør i Naviair, Morten Søndergaard, der tog spadestikket ved siden af Jan Hessellund.