For 10. gang giver Billund Kommune gratis adgang til lokal topspeedway

I starten af marts valgte Billund Kommunes Økonomiudvalg at bruge noget af brandingpuljen på at forlænge sponsoratet til Grindsted Speedway Klub/GSK Liga i yderligere tre år.

Et af kravene i aftalen er, at klubben og holdet fastholder det nuværende sportslige niveau og dermed ikke ryger i bunden af SpeedwayLigaen. Og så betyder aftalen også, at alle kommunens borgere snart kan komme gratis til topspeedway.

Når klokken slår 16.30 onsdag den 26. april åbner Grindsted Speedway Center dørene til GSK Ligas første hjemmebanematch i SpeedwayLigaen 2023. Matchen, som i år køres mod de forsvarende danske mestre, Sønderjylland Elite Speedway, er efterhånden også kendt som Billund Kommune-løbet. Det er nemlig 10. gang at Billund Kommune som sponsor af Grindsted Speedway Center/GSK Liga har købt arenaens 3.000 tilskuerpladser og inviterer kommunens borgerne til gratis topspeedway på Blåbjergvej 1.

Alle fremmødte til matchen lukkes ind efter først til mølle-princippet, inden første heat skydes i gang kl. 18. Når løbet er kørt, og vinderen kåret, vil alle tilskuere få mulighed for at komme i Ryttergården og se motorcyklerne på nært hold samt få en snak med speedwaykørerne.

Onsdag aften kørte GSK Liga sæsonens første match i SpeedwayLigaen 2023 mod Region Varde Elitesport. Desværre endte opgøret med et nederlag og derfor er forventningen, at GSK Liga har ekstra ”sejrsblod” på tanden i matchen mod Sønderjylland Elite Speedway, hvor udgangspunktet også er en revanche for Grindsted-kørerne.

– Jeg håber selvfølgelig, at matchen ender med en sejr til GSK Liga. Og selvom jeg har hørt, at kampformen og -gejsten er i top blandt vores lokale speedwaykørere, er jeg sikker på, at en arena fyldt med kommunens borgere vil have en positiv virkning. Derfor håber jeg, at mange igen i år vil benytte sig af tilbuddet om at komme gratis til topspeedway, siger Billund Kommunes borgmester, Stephanie Storbank, som i hvert fald står klar med opbakning fra tilskuerpladserne.