Foreninger og andre fritidsaktører inviteres til at være med på Sommersjov

I disse dage sender Billund kommune besked ud til foreninger, institutioner, ildsjæle og andre kultur- og fritidsaktører omkring Sommersjov – de mange aktiviteter der finder sted i skolernes sommerferie og som er målrettet 0.-10. klasse.

Håbet er at mange af dem vil byde ind med aktiviteter eller arrangementer for børn og unge i løbet af sommeren.

– SommerSjov er en måde hvor børn og unge kan få en ”smagsprøve” på hvad vores foreninger og institutioner har at byde på. Måske får de endda smag for at gå til spejder, håndbold, gymnastik, på et hold i kulturskolen eller for at blive en del af et af de mange andre fællesskaber, vi har her i kommunen, siger Rasmus Kaufmann, Kultur- og Fritidschef i Billund Kommune.

SommerSjov-aktiviteterne har primært fokus på uge 26 og 27, men hvis man har aktiviteter for børn og unge i ugerne 28-32, kan disse også blive en del af programmet. Det vigtigste er, at man har lyst til at byde ind med en eller flere aktiviteter for børn.

Sidste år bød programmet b.la. på børnedyreskue, badgeworkshop, badminton, padel for børn, fisketur til Filskov fiskesø, flødebollekursus, gokart, fodboldgolf, LEGO Byggedage og meget mere. Og Billund Kommune håber selvfølgelig, at endnu flere vil være med til at lave SommerSjov for børn i 2023.