Forventet underskud ved Musik i Gryden

Kravet var 4000 solgte billetter hvis Musik i Gryden 2023 skulle give overskud. Sådan gik det langt fra og da første band, Jung, gik på scenen lørdag middag, var der solgt 2900 billetter.

Derfor var det da også med forventningen om underskud, at foreningerne bag Musik i Gryden efterfølgende satte sig sammen for at regne på det hele.

Men de faste Gryde-gængere kan godt sætte kryds i kalenderen lørdag den 3. august 2024, for dér vender Musik i Gryden nemlig tilbage.

Det bliver dog med ny tovholder, idet Henrik Steen-Andersen har valgt at stoppe efter to år i spidsen for arrangementet og depechen overtages nu af Ronni Sebastian Lade Eriksen. Han er et kendt ansigt i Grindsted, hvor han gennem sit job som eventkoordinator for Grindsted Handel har stor berøringsflade med byen.

– Ronni har heldigvis sagt ja til opgaven som tovholder for næste års Musik i Gryden, siger Flemming Pedersen, der udtaler sig som repræsentant for de 3 GGIF foreninger bag Musik i Gryden.

– Der er god grund til at takke Henrik Steen-Andersen og de øvrige i koncertudvalget for at genstarte Musik i Gryden efter Corona. De har sparket gang i traditionen, som vi bestemt synes skal fortsætte til gavn for idrætslivet i Grindsted, siger Flemming Pedersen.

Ifølge ham står arrangørerne uforstående overfor det svigtende billetsalg:

– Vi synes vi havde et forrygende musikprogram klar i år, og vi forstår ikke helt hvad der ellers skal til for at sælge billetter. Når vi så alligevel fortsætter, er det klart, det er en bunden opgave for det nye udvalg, at der skal være overskud. Ellers er det sidste gang vi afholder Musik i Gryden, siger Flemming Pedersen

Ronni Sebastian Lade Eriksen er i gang med at samle et nyt koncertudvalg bestående af tidligere og nye medlemmer. Det er hans håb at de mange frivillige fortsætter arbejdet i underudvalgene.

Musikprogrammet offentliggøres inden jul, så der forhåbentligt vil komme tryk på billetsalget til julegaver i år, ligesom det lokale erhvervsliv kan forvente gode tilbud til medarbejdere.