Frederik Vesti fik fornem test i F1

Filskov-køreren Frederik Vestis test i Abu Dhabi tirsdag blev til én af de oplevelser, hvor livet før og efter aldrig bliver helt det samme.

I den såkaldte ”Young Driver Test” på Yas Marina Circuit var Vesti eneste kører helt uden erfaring blandt toprutinerede Formel 1 kørere og en flok af Vestis konkurrenter i Formel 2.

Hele 124 omgange blev det til i Lewis Hamiltons racer. Ved siden af Vesti i garagen deltes George Russell og Hamilton om Russels bil.

– Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive hvor stærk og en intens oplevelse, det her var. Alt var stort, selv det at komme i køredragten og træde ind i garagen. Jeg har jo drømt og set det her for mig, så længe jeg kan huske det – min første omgang i en F1’er! Men pludselig at stå midt i det hele fortrængte totalt enhver naiv barnedrøm. Jeg fatter det stadig ikke helt. Mercedes har været fantastiske til at forberede mig. Jeg var klar, men med stor spænding i kroppen, lyder det fra Frederik Vesti.

Vesti kom på intet tidspunkt ud på en performance lap for at konkurrere på tiden. Testprogrammet for Mercedes var fuldt fokuseret på de såkaldte long runs, hvor der primært skulle hentes data på de Pirelli dæk, der køres med i 2023.

Selvom det ikke handlede om en kvalifikationsomgang for Vesti, var det en tilfreds kører, der sluttede af med at være indenfor godt 4/10 dele af et sekund til Lewis Hamilton.

Vesti endte med at køre, hvad der svarer til mere end to grandprixer i en Formel 1-bil. Med de tilstrækkelige 40 points på kontoen hentet fra de seneste års junior-kategorier, har Vesti nu points nok til at få en såkaldt Super License, der giver adgang til at må køre F1, hvis der opstår en mulighed.