Det er nu igen blevet tid til, at foreninger og andre aktører på socialområdet kan pege på en kandidat til prisen som Årets Frivillig. Hvert år uddeler Frivilligrådet i Billund Kommune prisen til en frivillig, som har ydet en stor og social indsats. Frist for indsendelse af indstilling er tirsdag den 1. december 2020.
– Frivilligrådet venter i spænding på at læse indstillingerne. Der er altid mange gode kandidater og det er aldrig helt let at vælge mellem de mange ildsjæle der bliver peget på af foreninger, organisationer eller enkeltpersonerne, der ønsker at netop deres kandidat skal løbe med prisen, fortæller formanden for Frivilligrådet Gurli Hansen.
Prisen blev i 2020 givet til Kirstine Schmidt fra Stenderup-Krogager for hendes store frivillige indsats, ved hver morgen at hjælpe skolebørnene over et trafikeret kryds på vej til skole. Det var elevrådet på Lynghedeskolen afdeling Stenderup der indstillede Kirstine til prisen og hun blev fejret ved et arrangement sammen med skolebørnene i februar 2020. Det er også planen at næste års vinder skal fejres i februar 2021, der kan dog ikke garanteres noget i disse COVID-19 tider. Frivilligrådet lover dog, at vinderen vil blive fejret i 2021.
Indstilling til prisen
Der er ændret lidt i proceduren i forhold til indsendelse af indstillingerne i år. Tidligere er indstillingerne blevet sendt til formanden pr. e-mail. Men det er grundet GDPR og praktiske årsager ændret, så indstillingen skal sendes ind via kommunens hjemmeside: www.billund.dk/aaretsfrivillig. Det er noget der ærgrer formanden for rådet Gurli Hansen, da hun oplever at have haft en god kontakt til foreningerne på den måde. Foreningerne opfordres derfor til at henvende sig til Frivilligrådet, hvis der er emner, som foreningerne eller andre på det frivillige sociale område gerne vil have drøftet i Billund Kommune. Frivilligrådet vil meget gerne høre fra jer. Deres kontaktoplysninger kan findes på kommunens hjemmeside: www.billund.dk/frivilligraadet.