Frivilligt arbejde skal sikre travbanens overlevelse

Når Billund Trav i næste måned afholder generalforsamling, vil fire kandidater fra banens græsrodsbevægelse stille op til bestyrelsen. De mener nemlig, at den nye bestyrelse skal sammensættes af personer, som kan samle aktørerne; travklubben, ponytravklubben, trænerforeningen, støtteforeningen, amatørerne og publikum.

De fire kandidater er Børge Mathiesen fra Grimstrup, Erik Munk Christensen fra Egtved, Hardy Skov fra Grindsted og Knud Thomsen fra Jelling. De går alle ind for Billund Trav-modellen: “vi trækker alle på samme hammel”.

Og netop derfor mener de fire kandidater, at frivillige i højere grad skal i sving på travbanen:

– Vi skal have lavet en udførlig liste i samarbejde med banens aktører, hvis vi bliver valgt ind i bestyrelsen, men som udgangspunkt vil det være opgaver såsom vedligehold af banens bygninger og arealer, renovere og udbygge legepladsen, planlægge børne- og ungdomsarrangementer som en del af Børnenes Hovedstad og indhente sponsorater, forklarer kandidaternes talsmand, Børge Mathiesen.

Tanken er at de enkelte bestyrelsesmedlemmer skal være tovholdere for diverse arbejdsgrupper sammensat af frivillige.