Det var pænt neglebidende til sidst i onsdagens pokalopgør i Lynghallen hvor GGIFs ligaoprykkere tog imod det etablerede ligamandskab fra Mors-Thy.
Selvom Grindsted ikke helt fik styr på redningerne i målet, så var hjemmeholdet foran hele kampen.
Ved pausen var stillingen 21-19 og pokalhåbet var lysegrønt. Pokaloverraskelsen lurede lige om hjørnet.
I slutfasen hang Mors-Thy på og få sekunder før slutfløjt fik gæsterne aftalerne på plads i en sidste timeout ved stillingen 33-32. Men ind ville bolden ikke og Christian Wetche viste sig igen som en solid sidste bastion i Grindsted-målet.
Så brød jublen løs i Lynghallen. Sejren på 33-32 var en realitet og Grindsted er i kvartfinalen i årets Santander Cup.