GGIF forlænger med ligacheftræneren

Selvom det kun er blevet til lutter nederlag i Herreligaen i denne sæson, så har GGIF Håndbold valgt at forlænge kontrakten med cheftræner Jacob Vinholt. Som i øvrigt også var manden, der førte førsteholdet til oprykning til landets bedste håndboldrække.

Det er dog andre karakteristika, som klubben har vurderet, er vigtigere end selve resultaterne på banen indtil nu i ligaen:

– For det første oplever vi en fantastisk mandskabsbehandling. Selv i en situation uden endnu at have taget point, er holdet i mental balance. Herudover er Jacob en instrumental del af talentudviklingen i GGIF Håndbold, lige fra U19 til 2. divisionsholdet og helt op på ligaholdet. Jacob er desuden en kæmpe rollemodel for både spillere og trænere i klubben. Altid fokuserende på den enkelte spiller, den næste opgave, det næste angreb eller næste forsvarsaktion. Aldrig gestikulerende overfor hverken dommere eller modstandere. Det er en adfærd, som vi i GGIF Håndbold gerne vil forenes med, skriver GGIF Håndbold i en pressemeddelelse.

Aftalen med Jacob Vinholt er forlænget frem til sommeren 2027.