GGIF har revanche til gode i weekendens lokalbrag

Den kommende weekend byder igen på lokalbrag i fodboldens serie 2, hvor Billund og Grindsted mødes – denne gang på Grindsted Stadion.

De to hold tørnede også sammen i Billund i begyndelsen af september, hvor Billund vandt en sikker 3-0 sejr. Dermed har GGIF revanche til gode, når holdene mødes lørdag kl. 15. Begge hold ligger midt i tabellen og efter denne weekends resultater er der kommet ekstra spænding i lokalopgøret:

– Vi fik et point i Ikast, mens Billund tabte hjemme til vores rivaler i bunden KLG fra Lind. Dermed har vi brug for point, hvis vi skal undgå en gyserafslutning i den sidste udekamp mod Brande, siger Henrik Kristensen, der er seniorformand i GGIF Fodbold.

I håbet om ekstra god opbakning på lørdag har GGIF besluttet at give gratis adgang til kampen.

– Vi håber på rigtig mange tilskuere fra begge byer, men naturligvis skal man gerne kunne mærke vi er på hjemmebane, og derfor giver vi gratis entre, og sætter alle sejl til i kiosken, siger Henrik Kristensen.