I aften er det atter muligt for biltrafikanterne at benytte sig af Den Gamle Lillebæltsbro på turen mellem Jylland og Fyn.
Her ophæver Vejdirektoratet nemlig spærringen af broen for i år.
– Henover vinteren vil der stadig foregå arbejder på broen, men de vil ikke hindre biltrafikken. Vi har siden maj været i gang fra Jyllandssiden først – og her i vinter vil man opleve lidt ujævnheder, når man passerer hen over samlinger i de forskellige belægningstyper, siger projektchef i Vejdirektoratet, Iben Maag.
Broen spærres dog allerede 1. februar igen, hvor man genoptager arbejdet på brodækket, hvis vejret tillader det.