Med 219.033 passagerer i januar sætter Billund Lufthavn endnu engang en ny passagerrekord for måneden. Resultatet betyder, at 4,0 pct flere passagerer rejste gennem terminalen i årets første måned sammenlignet med året før.
Væksten skyldes især netværksflyselskaberne, der flyver fra Billund til 10 såkaldte hubs i Europa, f.eks. Frankfurt, Paris, Riga, København og Istanbul og herfra videre til over 540 destinationer verden over.
– Trafikken til hub-destinationerne voksede med knap 9 pct, og i sidste måned så vi bl.a. stor vækst fra LOT, KLM og British Airways. Generelt er netværksselskaber til stor gavn for de vestdanske virksomheder, der arbejder globalt, og i januar har vi set væsentlig flere forretningsrejsende i terminalen, siger Jan Hessellund.
Antallet af charterturister steg også i januar 2019:
– I januar har vi set 3 pct flere gæster rejse til typiske feriedestinationer med charter- og lavprisflyselskaber. Væksten skyldes specielt, at der for alvor er kommet gang i trafikken til Egypten igen, og samtidig har vi set væsentlig flere skigæster i terminalen, siger Jan Hessellund.
Til gengæld var der lidt færre passagerer på flyselskabernes regionale ruter.
– Tilbagegangen kommer fra de ruter, der forbinder Billund til central- og østeuropæiske destinationer, hvilket primært skyldes, at Ryanair og Wizz Air har justeret lidt i deres ruteudbud, hvor en række ruter er blevet vinterlukket, mens nye er åbnet. Heldigvis kan vi se frem til, at alle vinterlukkede ruter åbnes igen til marts, siger Jan Hessellund.