Gode ideer til fællesskabende aktiviteter for voksne efterlyses

Billund kommune har en del penge til overs fra aftenskoleområdet – og de midler kanaliseres nu ud til en midlertidig pulje, der skal bruges på fællesskaber for voksne.

Derfor lyder spørgsmålet fra kommunen nu: Har du en god idé til en fællesskabende aktivitet for voksne i Billund Kommune?

Hvis man har det kan man frem til 18. november søge penge til at realisere den idé, og der er 146.370 kr. til fordeling i puljen. Det er næsten en fordobling fra 2023, hvor der var 75.000 kroner i puljen.

Anette Grønholt Andersen er formand for Kultur- og Fritidsrådet, og hun er glad for, at rådet igen i år har mulighed for at omprioritere ubrugte midler til puljen, som var en stor succes sidste år. Hun håber derfor på at modtage en masse gode ansøgninger.

– Puljen blev taget rigtig godt imod sidste år, hvor vi fik mange gode ansøgninger til fællesskabende aktiviteter, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi har mulighed for at oprette puljen igen i år. Da midlerne kommer fra folkeoplysningsområdet, vil der i bedømmelsen især blive lagt vægt på selve aktiviteten, og at midlerne kommer så mange borgere og aktører på kultur- og fritidsområdet som muligt til gavn, siger Anette Grønholt Andersen.

Og det er altså som nævnt fællesskabende aktiviteter for voksne pengene skal bruges på. Det kunne måske være at arrangere portrætmaling, men mangler penge til at indkøbe materialer for. Eller at jeres nye gåklub mangler refleksveste, eller at læseklubben har brug for et tilskud til en specifik aktivitet, som I ønsker at afholde.

Mulighederne er mange, men der kan ikke søges tilskud til transport, forplejning og allerede planlagte eller afholdte aktiviteter.

Læs alle kriterier for puljen og søg puljen på www.billund.dk/pulje-til-fællesskabende-aktiviteter-for-voksne

Fakta:

  • Puljen har ansøgningsfrist den 18. november 2024.
  • Projekter, som modtager støtte, skal afholdes inden udgangen af 2025.
  • Alle ansøgninger behandles af Kultur- og Fritidsrådet den 5. december.
  • Kultur- og Fritidsrådet er et demokratisk valgt organ, som er talerør for alle kultur- og fritidsaktører i Billund Kommune. Rådet består af repræsentanter fra seks områder: Idébetonede foreninger, kulturaktører, idrætsaktører, aftenskolerne, øvrige aktører og ikkeorganiserede aktører samt én politisk repræsentant.
  • Kultur- og Fritidsrådet arbejder for, at alle borgere i Billund Kommune har gode rammer og vilkår for at deltage i et aktivt og mangfoldigt kultur- og fritidsliv.