Når Grindsted Speedway Klub i morgen aften kører årets første ligamatch hjemme på Kjærgård Speedway Arena, vil der traditionen tro være gratis adgang for publikum. Billund kommune har som hovedsponsor nemlig købt sig til at alle interesserede borgere i kommunen kan komme gratis til superligaspeedway i Grindsted.
Onsdagens modstander er Holstebro, der ligesom Grindsted heller ikke har fået den bedste start på sæsonen. To nederlag har gjort nordvestjyderne sultne, men står det til GSK-holdleder, Morten Peterson, så bliver det ikke i morgen i Grindsted at sulten bliver stillet:
– Jeg ser Holstebro som et hold vi skal slå, og en sejr på onsdag er vigtig for moralen, inden vi igen fredag skal køre i Holstebro, siger Morten Peterson, der har sat det hold han mener kan klare opgaven:
– Vi har sæsondebut til Krystian Pieszczek som til denne sæson er rykket op som A-kører. Der kommer også en ny spændende ung australier, Nicholas Morris som vi glæder os til at se på banen i Grindsted, siger holdlederen, der også stiller med David Bellego, Emil Grøndal og Jesper Søgaard.
Der er al mulig grund til at komme til speedway onsdag aften i Grindsted og støtte de lokale speedwayhelte mod den første sejr i denne sæson.