Grindsted-børn skal være venner med solen

Børn skal lære at beskytte sig for solen og få sunde solvaner ind fra de er helt små. På den baggrund besøger frivillige fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne i dag Børnenes Univers Grindsted Syd i Tingparken og Sydtoften.

Her vil de tale med både børn og voksne om, hvordan de bedst beskytter sig i solen.

– De små elsker at slå sig løs udenfor, især om sommeren. Det gør dem ekstra udsatte for solens uv-stråling – en stråling der regnes for at være direkte årsag til op mod 90% af alle tilfælde af kræft i huden. Heldigvis er kræft i huden let at forebygge ved hjælp af solbeskyttelse og fornuftig soladfærd. Det er særlig vigtigt, at vi lærer børn om solbeskyttelse og sunde solvaner fra de er helt små. Jo tidligere man udsættes for megen uv-stråling og skoldninger, desto større er risikoen nemlig for at udvikle kræft i huden senere i livet, fortæller Peter Dalum, der er projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.