Grindsted Cykelmotion byder begyndere indenfor

Motionscyklingen har i disse år bredt sig enormt, men rundt om i klubberne er det ikke slået igennem, mener man i Grindsted Cykelmotion, som derfor vil gøre noget ved.

– Vi har i Grindsted Cykelmotion også haft overvejelser om, hvad vi skal gøre for at komme med på bølgen. Derfor kontaktede vi DGI, som har stor erfaring med motion på alle plan. Hen over vinteren har DGI hjulpet os med at udvikle et koncept for et begynderhold på racercykel og det glæder vi os til at starte op, lyder det fra Grindsted Cykelmotion.

Overskriften for det nye hold er Fællesskab og Glæde, hvor hovedfokus er at få nogle gode og sjove oplevelser på racercyklen sammen med andre ligesindede og på et niveau, hvor alle kan være med. Her er udstyret og tøjet ikke vigtig – man skal blot have en racercykel og en hjelm.

Det nye hold starter tirsdag den 4. april kl. 18:00 med afgang fra Sydbank på Torvet i Grindsted.