Grindsted-dreng nomineret til Årets Dirch

Sommeren er højsæson for de danske revyer og hvert år uddeler den danske revybranche priser i forskellige kategorier til revyer og personer der har gjort sig særlig bemærket. De nominerede i år er netop offentliggjort og her optræder et ganske interessant navn.

Til den mest fornemme pris ”Årets Dirch” er Farshad Kholghi nemlig blandt de nominerede. Inden han til januar står på scenen i kulturhuset Kino til Grindsted revyen spiller han denne sommer med i Græsted revyen. Det gør han så godt at han nu er blevet nomineret som årets revykunstner 2024. De to andre nominerede er Henrik Kofoed (Nykøbing Falster revyen) og Susanne Breuning (Helsingør revyen).

– Vi er så glade på Farshads vegne at han er nomineret til denne pris. Det er et kæmpe og velfortjent skulderklap til ham. Vi har oplevet ham til flere revyer og han er bare garanti for høj kvalitet og fantastisk energi på scenen. Vi er stolte over at vi kan præsentere ham på scenen til Grindsted revyen til januar siger John Skou fra Grindsted revyen

Farshad Kholghi har tilbragt sine ungdomsår i Grindsted og det bliver helt specielt når han vender tilbage til Grindsted til januar. Her fejrer han sit 40 års jubilæum som dansker ved at træde op igen på den scene hvor det hele startede, da han i sine unge dage sang med i de store shows som Musikskolens ungdomskor lavede.

Til Grindsted Revyen til januar får Farshad Kholghi selskab af Sofie Stougaard, Lukas Birch, Daniel Lassen og Birgitte Antonius. Hvem der får ”årets Dirch” 2024 bliver afsløret ved Revyernes revy der foregår søndag den 4. august i teltet på Bakken i København.