Med en sejr på 28-17 tørrede GGIFs damer i 3. division nærmest gulv med gæsterne fra Ringkøbing. Flere af spillerne på Ringkøbings mandskab er spillere, der også er tilknyttet dameligaholdet.
– Det var en superflot kamp, hvor damerne viste, at de igen er på sporet og viste det spil, som de står for. De spillede koncentreret i begge ender af banen i størstedelen af kampen, siger træner Vibeke Dahlmann Andersen i en kommentar.
Det gode spil bevirkede at Grindsted-damerne kunne gå til pause med en føring på 14-8 – for blot at komme tilbage på banen og fortsætte det gode spil. Dermed var storsejren på 28-17 en realitet og dermed er der tanket max op på selvtilliden før tirsdagens udekamp mod SGI Esbjerg.