GSKs ligakørere gjorde onsdag aften det onde ved gæsterne fra Region Varde Elitesport, da GSK hjemme på Grindsted Speedway Center sendte vestjyderne hjem med en sæk på 50-34.
Grindsted tog teten allerede fra start og var efter tredje heat foran 15-3. Dertil kom yderligere en del 5-1’ere i GSKs favør og således kom gæsterne håbløst bagud.
Efter 8. heat var Grindsted på 37-11, men så tog pokker ved RVEs australier Jason Doyle i 9. heat, som måtte gennem en omstart efter et styrt, hvor Vardes Tim Sørensen blev liggende på slaggeren – og i øvrigt blev udelukket da han først kom op at stå igen.
Doyle havde indtil nu ikke rigtig haft held med tingene, men i hvad der lignede et rent vredesudbrud over udelukkelsen af holdkammeraten, satte han så massivt pres på Nicki Pedersen i front, at han lykkedes med at overhale – og dermed sikre sejren. I øvrigt aftenens første til gæsterne.
Så var Doyle vågnet til dåd og snuppede endnu to heatsejre, mens GSK blev sat til vægs. Dermed var stillingen 47-25 til Grindsted efter de 12 heat. Yderligere to sejre blev det til til Varde, som således formåede at pynte lidt på resultatet i slutfasen.