Grindsted Rotary Klub skifter på præsidentposten

Traditionen tro skifter Grindsted Rotary klub hvert år den 1. juli ud på præsidentposten. Denne gang var det Annette Lundgaard der måtte overlade kæden, som blev hængt om halsen på Søren Leth Nielsen.

Dermed er endnu et Rotary-år slut og der kan ses tilbage på året der gik – og frem på året der kommer:

– Grindsted Rotary Klub har i det forløbne år fået startet godt op efter nogle år i Coronaens skygge og ser frem til at arbejde endnu mere med at udvikle klubben i en tid, hvor der er mange tilbud på hylderne. Vi skal gøre endnu mere sammen og have et stort fokus på hvordan vi holder os attraktive for de bestående medlemmer, men også overfor nye.

Vi vil have stort fokus på, hvad sker der i verden omkring os og hvilke muligheder ligger der for os og det lokalsamfund vi er den del af. Corona krisen og den igangværende krig, har lært os alle, at vi er en del af en global verden på godt og ondt, og derfor bør vi også tilstræbe at blive så kloge som overhovedet muligt på de ting som indvirker på vores hverdag. Jo klogere vi bliver på dette, jo bedre bliver vi i stand til at håndtere udfordringerne.

Det er denne spændende og samtidig udfordrende verden, vi fortsat vil hjælpe hinanden med at blive klogere på, siger den nye præsident, Søren Leth Nielsen,

Grindsted Rotary Klub har i mange år støttet velgørende og humanitære tiltag på globalt plan.

– Det er fantastisk at vide, at man som medlem støtter bekæmpelse af polio, hjælper ved katastrofer, sikrer at fattige familier i Gambia kan være selvforsynende og sælge mad fra deres ”køkkenhaver” samt at deres børn får skolegang. Men der er også behov for at støtte lokalt. I klubben har vi lagt mærke til at der i lokalområdet er mange frivillige ildsjæle og tiltag der fortjener et skulderklap eller en økonomisk håndsrækning. Det er en af klubbens fokusområder i det kommende år og vi skal fortsætte uddeling af disse ”skulderklap”, siger Søren Leth Nielsen.

Bestyrelsen i Grindsted Rotary Klub 2022/2023:

Præsident/Præsident Elect: Søren Leth Nielsen

Vice Præsident: Steen Kristensen

Past Præsident: Annette Lundgaard

Sekretær: Erik Serup Hansen

Kasserer: Johnny Hansen.