– Vi prøver igen – og håber på sol…. eller i det mindst blot tørvejr.
Sådan lyder fra Malene Tvergaard fra Billund IF Kultur, der igen denne sommer kan byde velkommen til Den Kongelige Sommerballet lørdag den 10. juni kl. 16.
Sidste år regnede begivenheden væk, da de kongelige balletdansere ikke ville gå på scenen i Anlægget på grund af det glatte gulv forårsaget af det våde vejr.
– Men nu håber vi på en dejlig junilørdag med solskin, så vi kan se de dygtige dansere i aktion, siger tovholder på sommerballetten i Billund, Malene Tvergaard fra Billund IF Kultur.
Alle er inviteret med, og det er ganske gratis.
Ifølge Malene Tvergaard bliver det igen i år muligt at købe mad og drikke på pladsen. Det leveres i år af The Lodge og Billund Wine Cellar. Når de praktiske ting er på plads, kan man læse mere om menu og priser på begivenheden på facebook.