Hvem er de nye RobotBuzzer?

Til november genoptager Billund Børnenes Hovedstad traditionen med at afvikle lokale FIRST LEGO League-stævner.

Og i går blev der åbnet for tilmeldingen for de 20 hold, der kommer til at dyste på evnen til at tænke nye løsninger og samarbejde.

Stævnet finder sted lørdag 12. november på International School of Billund. Opgaven, der skal løses i årets konkurrence, bliver offentliggjort 17. september og indeholder tre dele, som til sammen udfordrer holdene på at kunne definere et problem og foreslå og præsentere en løsning, bygge og programmere en robot til at løse opgaver samt arbejde på, at andre kommer til at se og høre om holdet og deres projekt.

Der har tidligere været FIRST LEGO League-stævner i Billund. Fra 2001-2006 arrangerede en gruppe lærere og ildsjæle lokale stævner i Billund Centret – og i 2003 også den skandinaviske finale.

FIRST LEGO League er for børn og unge fra 10 til 16 år og på verdensplan deltog over 200.000 børn fra 60 lande i lokale konkurrencer i 2014. De lokale konkurrencer tæller til den skandinaviske finale 3. december 2016  – og for de allerbedste hold hele vejen til ”verdensmesterskaberne”, sådan som holdet Robot Bozz fra Billundskolen oplevede i 2015.

Tilmelding til FIRST LEGO League-stævne i Billund foregår her.