Som BillundOnline skrev i går, så har der været så stor interesse for at være med på første række, når Billund Kommune offentliggør visionsplanen for Billund By, at næste onsdags arrangement må flyttes fra Billund Centret til Billund Idrætscenter.
– Det er rigtig dejligt, at interessen er så stor. Det bekræfter indtrykket fra arbejdet med visionsplanen, hvor rigtig mange har budt ind med input til planen, både ved interviews og ved workshoppen i Billund Centret den 9. september, siger borgmester Ib Kristensen (V).
Han glæder sig til at præsentere planerne:
– Det bliver helt fantastisk at få præsenteret visionsplanen, og der er ingen tvivl om, at vi har store forventninger, for Børnenes Hovedstad Billund er noget helt særligt og mulighederne for at skabe en unik by, der giver genlyd langt udenfor Danmarks grænser er til stede, siger Ib Kristensen.
Det var kommunen, der i december sidste år sammen med Realdania og KIRKBI tog initiativet til visionsplanen. Den er nu udviklet af BIG – Bjarke Ingels Group og Urgent Agency, sammen med masser af input fra borgere, handels- og erhvervsliv samt fra den velbesøgte workshop i Billund Centret 9. september.